Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Urhistorien i et nyt lys

Professor i Gammel Testamente, Jens Bruun Kofoed, har skrevet bogen "Til syvende og sidst" om de første 11 kapitler i 1. Mosebog.

Der er få tekster i verdenslitteraturen, der har haft en så lang og omskiftelig virkningshistorie som den såkaldte Urhistorie i 1. Mosebog, kapitel 1-11. Som grundtekst for både jøder, kristne og muslimer har den op gennem århundrederne haft en normativ betydning for milliarder af menneskers gudsbillede og virkelighedsforståelse, og den er stadig i begyndelsen af det 21. århundrede en grundtekst i den vestlige kultur.

I skandinavisk sammenhæng er skabelsesberetningerne obligatorisk pensum for undervisningen i kristendom og religion på alle niveauer i uddannelsessystemet. Det stigende krav om vidensdeling har de seneste årtier – i form af publicering af arkæologiske fund og forskningsresultater – bragt omfattende ny viden for dagen og ændret afgørende på vores forståelse af den kultur, som teksterne blev til i.

Meget af dette materiale gøres i Til syvende og sidst tilgængeligt for første gang inden for det skandinaviske sprogområde, således at læseren bliver bedre i stand til at forstå teksterne, og underviseren bliver bedret udrustet til at gøre dem tilgængelige for studerende og elevers selvrefleksion og personlig dannelse.

Om bogen

Til syvende og sidst – Skabelse, tempel og hvile i Biblen og den gamle Orient
2015, 400 s., indb.
Bogen er udgivet på Museum Tusculanums forlag, Københavns Universitet, www.mtp.dk, og udkommer 17. april 2015. Bogen koster 375 kr., men kan forudbestilles til 280 kr. inden 17. april 2015 ved at sende en mail med navn og adresseoplysninger til Jens Bruun Kofoed.

Jens Bruun Kofoed, ph.d., er professor i Gamle Testamente. Har tidligere udgivet bl.a. Text and History. Historiography and the Study of the Biblical Text, Eisenbrauns 2005.